For mig er det et fysisk behov. At drikke blod for mig er at dræne blod, en fysisk substans, ikke en måde at dræne metafysisk energi.

Så kan man så diskutere om blodet har en metafysisk energi.

Jeg mener selv at det hovedsageligt er en mental tilstand, om hvordan man har det, og at man føler at man 'mangler' noget. Dog kan jeg godt se at man kan føle at få energi enten ved at være i nærheden af andre, eller når man drikker blod.

Blodet har måske en form for metafysisk energi. Teorien om at energivampyrer (eller hvad man nu vil kalde sig) og bloddrikkere egentlig tager af den samme energi på forskellige måder virker til at være ret udbredt, men hver gang jeg tænker over det kommer jeg til konklusionen at det ikke er energi jeg får. Well, ikke den slags energi. Det er en længere personlig historie, og i bund og grund kommer det alt sammen an på hvordan man definerer "energi".
Følelsen af at man "mangler noget" udtrykker sig i høj grad fysisk for mig. Men hvad definerer hvad vampyrisme er? Hvordan det udtrykker sig (fysisk, spiritelt, mentalt), hvor det udspringer fra, eller noget helt andet?
I sidste ende er krop og sind meget tæt forbundne, og jeg tror alle oplever det forskelligt.

I det mindste lader det da til at vi herinde på forummet kan respektere hinandens oplevelser, erfaringer og holdninger ind til videre:-) Skønt at opleve. Vampyrer ved åbenbart godt, at der ikke findes den endelige sandhed.. Lad os håbe det fortsætter sådan, selvom medlemsantallet gerne skulle voksne:-)

Mit stemme gik til mental tilstand. Både fordi det for mig føles som en stor del af min personlighed og seksualitet. Og fordi jeg tror, at mange hælder til den forklaring. Men jeg tror også at der er en del, der har et fysisk behov for at opleve bloddrikkeriet osv, men jeg tror at der kun er meget få, som virkelig mener at de har et direkte fysiologisk behov for at få blod (altså at de tror på at de skal have blod for at overleve eller for at have det fysisk godt).

Det lader til at der på de internationale forums er lagt stor vægt på at moderne vampyrisme og vampyrer er en tilstand, hvor vampyren er i fysisk energiunderskud, og derfor er nødt til og får trang til at indtage energi fra andre mennesker. For mig lyder det lidt fjollet, da vi ikke direkte kan få energi ud af at drikke blod. I hvert fald ikke andet energi, end vi også kunne have fået gennem mad.
Men sjovt nok, så hælder de fleste herinde til at vampyrisme er en mental tilstand.

Hvad tror i forskellen skyldes? Har vi en særlig kultur, der måske gør at vi danske/skandinaviske vampyrer mere ser vores 'tilstand' som en mental ting end en fysisk ting?

Det er en god pointe Mayfair. Sådan som jeg forstår det på alle de internationale forums, som jeg er en del af, er at den mentale tilstand kommer på bekostning af at man har et fysisk underskud, men denne mentale tilstand er der ikke alle der opdager. Ergo, det er ikke alle der 'vågner op', so to speak. Det menes at der er en generelt diffus eller manglende energi, som kroppen ikke giver vampyrer naturligt, og derfor er vampyrer i ubalance, og må derfor ty til andre måder at få deres energi på.

Jeg forstår udmærket den tanke, men jeg synes dog det bliver en smule 'overnaturligt'. Det jeg mener at jeg får ud af 'energi', eller mennesker omkring mig er ikke på et overnaturligt plan, men på et mentalt plan, da jeg har svært ved at tilskrive mig det førstnævnte. Det ændrer ting i mig, ligesom man f.eks. kan se at alle menneske bliver påvirket af verden omkring dem.

Så kan man så sige, er vi mindre eller mere vampyrer end de andre? Eller hvem af os er egentlig vampyrer? For mig er vampyrisme en personlig ting, ligesom religion er det, og indenfor religion er der også store uenigheder om hvad der er den 'rigtige' religion. På samme måde tror jeg det er med vampyrisme, udover at forskellige opfattelser af vampyrisme synes at være bredere accepteret.

Tilbage til spørgsmålet; Jeg tror umiddelbart at forskellen ligger på hvad man forventer af vampyrisme. Vi, eller flertallet synes at det mere er en del af vores personlighed, og det der gør os til hvem vi er, hvorimod den internationale scene mener at de et eller andet sted har en sygdom på et fysisk-biologisk niveau, som har både positive og negative sider - Sådan at det passer bedre på den romantiske vampyr. På samme måde mener jeg at blod ikke har nogen fysisk indvirkning, men en mental indvirkning på vampyren som individ.

Ja præcis... Det bliver for overnaturligt, hvis man vitterligt tror at man får en særlig fysisk energi ud af blod. Det holder i hvert fald ikke videnskabeligt. Det er nok også derfor at jeg aldrig rigtig har forstået eller kunnet sætte mig ind i "opvågningen" fordi det ligesom forudsætter at man ER noget, som man så først senere opdager mentalt at man er. Men den fysiske tilstand er jo selvfølgelig også langt lettere at forklare og referere til. Selvom jeg vil mene at de fysiske symptomer mange beskriver er så almene, at det er rent tilfældigt. Og hvis det var en fysisk tilstand, så forudsætter det på den ene eller anden måde at man vel er nødt til at tro på at rigtige vampyrer har eksisteret og at deres gener er gået i arv. Med mindre man vil betragte vampyrisme som en infektion/virus/mutation. Og jeg tror ikke på nogen af delene.

Hvem der kom først, eller hvem der er mere vampyr end andre, synes jeg alle skulle holde op med at diskutere, for som du også siger Spurn, så er det en meget personlig ting, og de forskellige grupperinger ville aldrig kunne blive enige, så det eneste dét fører til er splittelse i en subkultur, der består af så få mennesker at vi burde kunne holde sammen:-)

Præcis. Jeg mener dog at have læst rigeligt til at sige at de 'ikke' tror på den rigtige vampyr, eller at der er gået gener igennem historien fra en vampyr, men at der er gået en regressivt gen-defekt igennem historien, hvor folk har en mangel af en 'ukendt substans', som de fleste mener er en overnaturlig energi. Direkte tror de ikke på vampyrer, men indirekte gør de, da de får det til at passe meget godt med vampyrmyterne. På samme måde har vi jo også tilsluttet os en begrebsverden, for at forklare hvordan vi er som personer.

Du har ret, men det er et spørgsmål der kom naturligt i min gennemgang. Heldigvis er der SÅ mange opfattelser af vampyrisme, at der er ingen der trumfer de andre. Man har lov til at tro og mene hvad man vil, om ens holdninger så er baseret på psykologi, fysiologi eller overnaturlige elementer. Ligesom der er forskellige kristne er der også forskellige moderne vampyropfattelser.

Jae den opfattelse har jeg også fået. De vil alligevel gerne holde fast i de fysiske symptomer, som da også er ganske interessante, og det kunne være vældig fedt hvis det faktisk forholdt sig sådan, men ja....som med alt andet, så mangler jeg beviser. Og vi kan jo heller ikke bevise vores mentale tilstand, men jeg vil jo så heller ikke påstå at den er arvelig eller gået igennem generationer. Men ja...jeg tænker da også sommetider over hvad den originale første vampyr ville have været, hvis der havde fandtes en sådan. Men det meste hælder vel til at det er en fysisk tilstand....ergo så må vi mentale vampyrer være en anelse mindre vampyrer, hvis vi skal stille det helt skarpt op haha. Men pyt med det Det relevante er jo at vi allesammen deler en interesse(og mere) for vampyrer og vampyrisme.