Puuha... tror det bedste ord for min uddannelses/job fortid bedst kan beskrives som et rodet patchwork tæppe...
Jeg startede ud med at joine HHX i Århus, men droppede ud efter 1 år pga. personal issues. Derefter hed det FUU (Fri Ungdoms Uddannelse) hvor jeg bl.a var på et lille kursussted, hvor jeg skrev en bog (ret dårlig én set i bakspejlet, men grundideen og plottet var okay). Så blev jeg head over heels forelsket i en pige, hvis mor var sygeplejeske - så det skulle jeg også være(!!). Så startede jeg på gymnasium, blev klogere, men fandt ud af at jeg var helt vildt glad for at fordybe mig i tekster og lære nye ting - så jeg skulle være gymnasielærer i historie, dansk, filosofi og religion (intet mindre kunne gøre det!! Og tysk ville jeg også gerne have med!)
Så næste punkt på min uddannelsesvej var Nordisk Sprog og Litteratur på Århus Universitet, med henblik på filosofi som sidefag. men så kom der en gymnasiereform, som jeg ikke var enig i og lysten til at være lærer med de nye vilkår, ja, den mistede jeg. Så ét skide overbygningsfag fra bachelorgraden, sagde jeg farvel og tak (med en bach.grad kunne jeg nemlig vinke farvel til SU på min videre færd) og joinede Peter Sabroe Seminarium. Årsag: jeg havde arbejdet som frivillig på et rådgivningscenter og var god til det OG mit snit var en tand for lavt (grundet dovenskab, face it!) til Psykologi i Århus - så pædagog var middelvejen.
Men nej, efter 1½ år dér, måtte jeg sande at uretfærdigheden i systemet overfor børnene gik mig for meget på. Jeg røg ned i en stor sort tåge af stress og depression - og ud af uddannelsen.
Jeg havde på det tidspunkt et fritidsjob i detailhandlen og konverterede dér til trainee uddannelse, med henblik på salgs- eller driftsledelse. Gennemførte med bravour og flyttede med familie til Nordjylland, hvor jeg til sidst endte med at lave mad!!
MEN: jeg har jordens bedste arbejdsplads, de bedste kolleger og jeg får stadig lov til at arbejde en hel del med strategier og driftstal, som restaurantchefen højre hånd.
Der var intet der tydede på at jeg skulle have med mad at gøre - heller ikke hobbymæssigt, for jeg kan faktisk ikke koge et æg herhjemme uden at ødelægge både æg og gryde (ja, jeg ved godt det er pinligt) - men ikke desto mindre, var det dér jeg endte - og jeg ville ikke have det anderledes.
Ikke medmindre jeg kunne få lov til at sidde og skrive... og selv da, ville jeg nok have svært ved at slippe det sted jeg er nu.
Somme tider - hvor svært det end er at acceptere - ved vi ikke altid selv, hvad der er det bedste for os.
