Jeg er egentlig ikke den mest forfængelige person der findes, hverken i forhold til hvad jeg selv mener eller hvad andre tænker om mig (som de har fortalt mig). Dog har jeg en stor fascination af at kigge på mit spejlbillede. Ikke fordi at jeg synes at jeg er kønnene end andre, eller at jeg er forelsket i min egen person, selvom jeg må indrømme at have narcissistiske træk, såsom selvagtelse af mit ego, men jeg vil dog ikke mene at det er i overdreven forstand. Jeg kigger ikke på mig selv i spejlet, for at se om mine bukser får min røv til at se godt ud, eller om mit tøj sidder ordentligt, men derimod kigger jeg mig selv i øjnene.

Jeg 'når ind til mig selv' på et helt andet niveau når jeg kigger mig selv i øjnene, og jeg kan slå helt af overfor omverdenen. Modsat narcissisten ville jeg ikke kunne sidde og stirre på mig selv i evigheder, men tilgengæld kunne jeg sidde og stirre mig selv ind i øjnene i en uendelighed. Det er ikke kun mine egne øjne jeg er fascineret af, men også andres. Hvis jeg får mulighed for det kigger jeg altid folk dybt i øjnene, og jeg må indrømme at det giver mig et 'boost' i min hverdag og i mit liv.

Flere har fortalt mig at når jeg kigger dem dybt i øjnene, så får de enten en følelse af forvirring og/eller af beskyttelse, og nogle få får en uforklarlig frygt. Jeg har på ingen måde villet givet udtryk for sådanne følelser, eller påvirke folk til at føle på sådan en facon, men det er åbenbart konsekvensen af at 'jeg' stirrer folk ind i øjnenes dyb. Jeg har ingen anelse om hvorfor det sker. Øjnene har altid fascineret mig, og jeg bliver nærmest skuffet, hvis folk nægter at holde øjenkontakt med mig. Jeg har brug for øjenkontakt. Så at sige.

Man siger jo at øjnene er sjælens spejl. Jeg ved sgu ikke rigtig om det er sandt, for sjælen er ikke noget jeg direkte tror på, men hvad er det så at øjnene spejler? Følelser, energi, tanker, oprigtighed, sindstilstand, underbevistheden, blankhed?

Bund i grund ville jeg skrive dette indlæg, for at jeg kunne høre jeres inputs herpå. Har I lignende narcisistiske træk med spejle og øjne? Eller bare den ene af de to? Hvad tænker I desuden om det jeg her til sidst nævnte, altså, det som øjet spejler?

Og så er det også spændende, om dette kun er noget psy-vamps oplever, eller om også sangvinikere oplever lignende fænomener. Derfor er den blevet lagt under 'vampyrisme 101' og ikke i 'psy-vampyrisme'.

Øjne... indgangen til et væsens inderste tanker og følelser. Døren til kaos, om man vil...

Jeg ser sjældent folk i øjnene længe af gangen. Det overvælder mig hvad jeg ser - hvis jeg går ind i dem på den måde. Og det har jeg endnu ikke lært at håndtere. Samtidig ønsker jeg ikke at de skal læse mig... Det er kun få - inviterede - der får lov til det.

Jeg lærte i en tidlig alder at lukke af. Forhindre andre i at kende mig virkeligt - de skulle ikke se min sårbarhed eller usikkerhed. Derfor vendte jeg blikket ned. Først nu er jeg begyndt at løfte mit hoved, og se verden fast og beslutsomt. Men jeg magter stadig ikke at indtage andres dybeste - kun på de rigtig gode dage for mig kan jeg fastholde øjenkontakt indtil jeg drukner.

At stille mig foran et spejl, og åbne mit eget indre - det har jeg gjort mange gange. Når jeg ikke længere følte mig i kontakt med mit eget kaos, måtte forbindelsen genskabes - f.eks. via et spejl. Når jeg har haft brug for at mærke hvilken følelse der var vigtigst i mig på et givent tidspunkt, så fandt jeg svaret i mine egne øjne.

Det siges, at netop det at få øjenkontakt med sig selv i et spejl - er noget at det sværeste for et menneske/væsen. Det kan gøre utrolig ondt, for ofte har personen skabt en forskel mellem den bevidste tilstand og den indre sandhed. Og denne indre sandhed kan være barsk, hudløs og smertefuld. Den kan modsat også være smuk, livsbekræftende og beroligende. Hvis man tør kigge så dybt. For smerte ligger altid øverst - ihvert fald hos mig. Smerte,uro, kaos og tvivl er det første jeg ser, når jeg tager øjenkontakt med mig selv. Det er kun hvis jeg accepterer disse ting, og lader dem "leve" - at jeg kan dykke dybere i mig selv og se de positive ting.

Men jeg er også en psi-vampyr. Jeg mærker sindsstemninger, følelser og tilstande hurtigt og kraftigt. Jeg har endnu ikke lært at tilslutte et filter, min stopknap er stadig ikke færdigmonteret og derfor sker det tit jeg overvældes af det jeg møder.

Men... vis mig respekt, lad mig få tillid til dig og måske.. måske jeg inviterer til øjenkontakt....

Jeg har også en fascination for øjenkontakt, og får også tit et kick ud af det, især hvis det kan kombineres med at flirte. Men der er også dage, hvor jeg har brug for at lukke af for hele omverdenen, og så undgår jeg helst øjenkontakt.

Jeg tror mange mennesker får underlige reaktioner hvis man bevarer øjenkontakten, fordi de er ganske enkelt ikke vandt til det. Og da ingen er vandt til det mere, så er det blevet til noget man kun har med de allernærmeste. Så når nogen holder øjenkontakten begynder folk at tænke "Åh nej - hvad vil hun mig?" med mindre de allerede er tiltrukket af en og interesseret i at flirte.

Og øjne generelt viser jo mange følelser. F.eks. kan man jo ofte se om en person er trist eller smiler, selvom man kun ser øjnene af dem. Så jeg tror det er derfor de er fascinerende. Man kan lynhurtigt komme meget tæt på folk, hvis de vil have det.

Oh god jeg haaader folk der ser mig i øjnene...
Har aldrig selv været særlig fascineret af øjne men andre folk blir' tit fascinerede af mine, om de har set lidt for mange amerikanske film eller om mine øjne virkelig er så fascinerende når jeg er glad skal jeg ikke kunne sige.

Jeg er utrolig dårlig til at holde øjenkontakt med folk, er typen som blir' forvirret af det, jeg rødmer og får det varmt af øjenkontakt det er bare generelt ubehageligt. Plejer at følge det gamle råd om at se på folks øjenbryn eller hvad der nu ellers måtte være tæt på øjnene og faker øjenkontakt

Jeg tror der er en smule sandhed i at øjnene er sjælens spejl. Man kan ikke fake hvad øjnene reflekterer, et falsk smil kan ikke nå op til øjnene på samme måde som et ægte kan Man vil også ofte kunne se om folk lyver i deres blik og andre "nyttige ting" men mennesker undervurderer generelt kropssprog alt for meget.